Jeg arbejder helst ved lyset fra dagslys. Også når der ikke er slet så meget af det.
Faktisk er det ikke nogen fordel at se på farver i skarpt sollys. Ligesom i mørke jævnes alle farver ud, det er ikke muligt at skelne de fine nuancer. Dette gøres bedre i indirekte lys.
På samme måde er lyset ved daggry og skumring oftest mere interessant. Ligesom forårets, efterårets og vinterens lys har hver deres specielle kvaliteter.
Det hele skyldes jo, at lyset fra solen på sin vej gennem atmosfæren afbøjes og indvikles forskelligt alt efter den vinkel selvsamme lys rammer atmosfæren med i forhold til hvor du er placeret på kloden.
Ikke mindst efterårets bløde lys har sin helt egen stemning uden skarpe kontraster og med en insisterende men tilbagetrukket tilstedeværelse.
Et blussende bål
Solen er for længst på hastig fart mod syd. Og nogle måneder tidligere er tillige den proces sat i gang, der har forvandlet det livgivende grønne løv på Jordens planter til et blussende bål af gylden farvepragt.
Her er Jorden selv blevet en sol, der lyser. En springflod af rødt, gult og orange.
Og så, pludseligt er alt stille. Farven er som sunket ind i sig selv.
Tilbage står den afklædte skov med sine grå og brune stammer. Det løv der før havde givet liv til øjet, indgår nu i en ny proces af nedbrydning og fornyelse: Naturens kredsløb.
Og de afklædte stammer gør sig klar til vinter-dans. Når tiden er moden og dagen beslutter sig for at smide tøjlerne for en stund, breder himlen sit køligt blå tæppe ud foroven. – Og måske har den også bredt et snehvidt tæppe ud på jorden
Dansen kan begynde, med flimrende lys mellem stammer og skyer, og musikken leveres af kvidrende fugle – spurve og spætter, der rytmisk og melodisk akkompagnerer naturens ballet.
