malerier
Udstilling af malerier. Kulturby 2017 er nu i Langballe
På falderebet: Aarhus Kulturby 2017 er nået til Langballe.
Udstilling af malerier
Aarhus Kulturby 2017 er nu nået til Langballe mellem Mårslet og Beder, 10 km syd for Aarhus centrum.
I hvert fald vil jeg i fire weekender op til jul åbne dørene til atelieret og invitere alle interesserede indenfor til en udstilling af malerier.
Udstillingen er åben: 25.-26. november, 2.-3. december, 9.-10. december og 16.-17. december.
Alle dage fra kl.11-16 Adressen er: Langballevej 109, 8320 Mårslet
På udstillingen vil jeg bl.a. vise en serie af kvadratiske billeder. Kvadratet er i sin karakter roligt og stabilt, og danner dermed en god fast ramme om mere organiske og spontane forsøg, og studier i et abstrakt billedsprog.
En boksering
Også en boksering er kvadratisk, og på samme måde som ringen danner ramme om drama, infight og lige venstre, sætter lærredet scenen for livtag med komposition, farve og modstand fra materialet:
”På vej ud til 1. omgang er jeg let, danser rundt i alle hjørner og undviger behændigt alle udfald. En-to-tre, løftede pensler: skarlagenrød og kinesisk blå. Et strejf af terra di Siena. Det er ovre! Et ”lucky punch” og kampen er afgjort i første runde.
Men nej. – Min modstander får ny luft og jeg må ud i flere runder. Jeg bliver selv ramt af en mavepuster efterfulgt af et stød på kæben. Jeg går i gulvet og ser sol, måne og stjerner. Jeg vækkes af en stemme, der tæller: ” syv, otte..”og så lyden af gong-gongen. Reddet på målstregen.
På benene igen
Jeg bliver hjulpet på benene og vakler hen til mit ringhjørne. Næste gang må jeg være mere forsigtig. Forsøger at blande den helt rigtige farve til at stække modstanden. En mørk rød; jeg lysner den med orange og en anelse umbra naturel. Lige meget hjælper det! Jeg bliver slået tilbage af en kaskade af hvidt, der fuldstændig blænder mig så jeg intet kan se. Jeg slår en række huller i luften med både grønt og blåt, indtil jeg endeligt bliver ramt af en caput mortuum (en dyb rødbrun farve med et blåligt skær), og jeg går ud som et lys.
Pludselig finder jeg mig selv på en blomstrende sommereng, hvor løver og antiloper græsser fredsommeligt side om og side. og jeg ser min elskede løbe mig i møde, smukkere end nogensinde. Hun smiler og prøver at fortælle mig noget, men jeg kan intet høre og slet ikke forstå noget.
Lige indtil jeg mærker, at nogen har fat om anklerne på mig. Jeg bliver trukket hen over kanvassen og efterlader et spor i den våde farve. Tilbage i ringhjørnet forsøger jeg igen at få pusten. Ét minut har jeg til at blive klar igen, og jeg ved slet ikke, hvad der venter..
Jeg glæder mig til at se jer!
Lyset i november
Jeg arbejder helst ved lyset fra dagslys. Også når der ikke er slet så meget af det.
Faktisk er det ikke nogen fordel at se på farver i skarpt sollys. Ligesom i mørke jævnes alle farver ud, det er ikke muligt at skelne de fine nuancer. Dette gøres bedre i indirekte lys.
På samme måde er lyset ved daggry og skumring oftest mere interessant. Ligesom forårets, efterårets og vinterens lys har hver deres specielle kvaliteter.
Det hele skyldes jo, at lyset fra solen på sin vej gennem atmosfæren afbøjes og indvikles forskelligt alt efter den vinkel selvsamme lys rammer atmosfæren med i forhold til hvor du er placeret på kloden.
Ikke mindst efterårets bløde lys har sin helt egen stemning uden skarpe kontraster og med en insisterende men tilbagetrukket tilstedeværelse.
Et blussende bål
Solen er for længst på hastig fart mod syd. Og nogle måneder tidligere er tillige den proces sat i gang, der har forvandlet det livgivende grønne løv på Jordens planter til et blussende bål af gylden farvepragt.
Her er Jorden selv blevet en sol, der lyser. En springflod af rødt, gult og orange.
Og så, pludseligt er alt stille. Farven er som sunket ind i sig selv.
Tilbage står den afklædte skov med sine grå og brune stammer. Det løv der før havde givet liv til øjet, indgår nu i en ny proces af nedbrydning og fornyelse: Naturens kredsløb.
Og de afklædte stammer gør sig klar til vinter-dans. Når tiden er moden og dagen beslutter sig for at smide tøjlerne for en stund, breder himlen sit køligt blå tæppe ud foroven. – Og måske har den også bredt et snehvidt tæppe ud på jorden
Dansen kan begynde, med flimrende lys mellem stammer og skyer, og musikken leveres af kvidrende fugle – spurve og spætter, der rytmisk og melodisk akkompagnerer naturens ballet.
